Teknisk Erhvervsskole Center

Selvbetjent udstedelse af studie- og medarbejderkort

Teknisk Erhvervsskole Center, TEC, i Københavnsområdet har indført selvbetjent udstedelse af studiekort og medarbejderkort. TEC er en fusion af FagHøjskolen (Frederiksberg og Gladsaxe Tekniske Skole), Luftfartsskolen, Lyngby Tekniske Skole, Metalindustriens Fagskole og Landtransportskolen med afdelinger på Frederiksberg og i Ballerup, Dragør, Gladsaxe, Lyngby, Hvidovre, Hedehusene samt Roskilde, i alt 7 centre på forskellige lokationer.

I forbindelse med fusionen var det vigtigt at forene de syv centre med samme kortlayout og -system, som kunne benyttes på samtlige syv lokationer.

Systemkrav:

Ét system til brug på alle syv centre til benyttelse som: 

• Adgangskort
• ID-kort
• Studiekort
• Bibliotekskort
• Kopikort

- Systemet skal være kompatibelt med Undervisningsministeriets Easy-database
- På sigt skal systemet ligeledes kunne benyttes til fraværsregistrering samt PC-logon.

Løsning:

TEC valgte at benytte sig af multiapplikationskortteknologien i form af MIFARE kort, som kan bruges til alle ovennævnte formål. TEC er i forvejen koblet på Undervisningsministeriets Easy-database, hvor alle elev- og medarbejderdata er registreret. Disse data trækkes ud af Easy-databasen på studiekontoret, hvor der er opstillet en MAS 4000 fotoautomat samt en Javelin kortprinter type J310. Kortlayout og udtræk fra databasen finder sted via CardFive Professional softwarepakken med bl.a. ODBC funktion. Når en ny elev ankommer til et af TEC’s syv centre, går han i løbet af den første uge hen til fotoautomaten, hvor han indtaster sit cprnummer på MAS 4000 fotoautomaten. Hvis fotoautomatsoftwaren konstaterer, at der i Easy-databasen eksisterer et tilsvarende cpr-nummer, får eleven lov til at fotografere sig selv, indtil resultatet er tilfredsstillende, hvorefter billedet lagres på skolens lokale server. Hver halve time foretager Easy-databasen en kørsel, hvor den kigger ned på den lokale server efter nye billeder og overfører disse til databasen. Såfremt den finder nye billeder, og CardFive konstaterer, at alle oplysninger til et kort er tilgængelige, udprintes et studiekort. Eleven får så udleveret et bære-etui, så han til enhver tid kan identificere sig.

Resultat:

Udstedelsen af studie- og medarbejderkort foregår således næsten automatisk med et minimum af tidsforbrug. Når først elever og medarbejdere er oprettet i Easy-databasen via personalekontoret, tager det ikke mange minutter at tage et billede og producere kortet. Ifølge TEC’s bygningschef, Jørn Palm, er systemet effektivt og rationelt. Han påpeger desuden, at systemet er så tilpas brugervenligt, at de administrative afdelinger ikke har problemer med at håndtere det.

Korttype:

Medarbejderkortene består af kontaktløse MIFARE kort med magnettape, som kan benyttes i skolens adgangskontrolsystem, der er installeret af Falck Securitas. For de fleste elevers vedkommende består

kortene af ganske almindelige kort med magnettape, idet det kun er studerende på TEC’s videregående uddannelser, der har adgang til de kontrolsikrede områder og dermed får udleveret MIFARE kort.

Alle kort er tiltrykt med stregkode, billede, navn m.v. Magnettapen benyttes i skolens kopimaskiner til registrering af antal kopier, og stregkoden benyttes i forbindelse med lån af bøger på biblioteket. Adgangskontrolsystemet er leveret og installeret af Falck Securitas, og fotoautomat og printer er leveret af CardCoin Systems A/S. 

CardCoin Systems A/S

Jylland - Fyn
Emil Neckelmanns Vej 15F
5220 Odense SØ
Telf. +45 63 16 80 80
CVR 83 11 04 14

Sjælland
Lautruphøj 1-3
2750 Ballerup